I Red Barnet får vi ofte at vide, at vores mål er urealistiske og uopnåelige – at der til alle tider har været børn, der led og manglede det mest basale, og at det altid vil være sådan. Vi ved godt at vores mål på vegne af udsatte børn er ambitiøse. Men de er kun urealistiske, hvis vi siger, de er det. De er kun uopnåelige, sålænge vi ikke prøver at nå dem.

Sådan skrev Eglantyne Jebb, stifter af Red Barnet / Save the Children tilbage i 1919. Hun havde med egne øjne oplevet, hvordan børn led og gik til grunde i de brutale krigshandlinger under 1. verdenskrig og under den langvarige sult, som fulgte med i de tabende krigsnationer.

Det er aldrig børn, der starter krige. Det er de voksne. Men de små er altid de største ofre. Drevet af stor omsorg for børnene og lige så stor indignation over, at ingen gjorde noget ved børnenes lidelser under og efter krigen, satte netop Eglantyne Jebb sig for at gøre noget ved det. Jeg forestiller mig, at hun ligesom Kenneth råbte Hvaaaaaad!!! Efterfulgt af: Det kan altså ikke være rigtigt! Hun startede i hvert fald, hvad der i dag er verdens største uafhængige børneorganisation. Også den største i Danmark den dag i dag. Intet mindre. Hun havde en vision for en bedre verden for udsatte børn og en stålsat tro på, at hun kunne realisere den … hvor umulig den end måtte synes. Og – ikke mindst – at hun kunne engagere og forene medmennesker og virksomheder om denne vision – at redde, beskytte og styrke dårligt stillede børn.

Hvorfor skriver jeg så meget om Red Barnet-bevægelsens stifter? Det gør jeg af den simple årsag, at Eglantyne Jebbs ånd, indignation og hjerte stadig i dag er drivkraften i Red Barnets arbejde. Vi kæmper også i 2016 for at give udsatte børn i Danmark og ude i verden tryghed, trivsel og en bedre fremtid. Det fortjener de. Det skylder vi dem. For ALLE BØRN har et potentiale … og har iøvrigt ret til ifølge FNs Børnekonvention at realisere det. Det hjælper vi dem med i Red Barnet. Faktisk flere børn end nogensinde før.

Det er vi stolte af i Red Barnet … men faktisk er vi endnu mere stolte af, at vi ikke gør det alene. For vi hverken kan eller skal løfte samfundsopgaver alene. Derfor er det en kæmpe fornøjelse at slå pjalterne SAMMEN med en virksomhed som Call me – med et hjerte (til forskel) for børn. Dem er der ikke andre af. Call me er unik. Det kræver et stort mod og og endnu større vision – og kæmpe passion for sagen – at sætte sig for at ændre den måde, vi taler til hinanden på, og at kaste sig ind i kampen for at forbedre trivslen mellem mennesker og i særdeleshed mellem børn.

Call me’s vision er lige så vanvittig – og på papiret umulig – som Red Barnets. Netop derfor er vores partnerskab ‘a match made in heaven’. Vi tror på, at vi kan forandre børns verden. Og vi er villige til at påtage os et stort ansvar for at gøre det – for at skabe bedre trivsel og tryghed for børn – og af den vej bekæmpe mobning og udstødning, som den i dag ødelægger alt for mange børns liv. Det er nemlig ikke OK. Det skal være anderledes. Det har Call me og Red Barnet sat sig for at gøre SAMMEN. Gøre anderledes SAMMEN. Det er fandme sejt. Vi sparker en vis legemsdel med det partnerskab … og mere vigtigt, vi forandrer børns liv SAMMEN. Call me og Red Barnet. Smag på det. Og så smag på det igen. Og igen. Det smager godt.

Det ved jeg, at børn og forældre rundt om i landet også synes. For de kan mærke, at vi SAMMEN gør noget godt i deres liv. Noget godt for børnene. Giver dem troen på, at hverdagen kan være tryggere og rarere. At de gennem venskaber baseret på gode værdier og respekt for hinanden føler sig anerkendt og accepteret. At de trives.

Tallene taler deres eget tydelige sprog. Vi har i år været ude på 536 skoler i forbindelse med skolernes trivselsdag. Og 21 skoler deltog i efterårets Venskabsløb. Over 100.000 børn har mao sat trivsel, venskab og fællesskab på dagsordenen. Det har vi nået SAMMEN. Det er sgu flot! Men det er blot fyrtårnene i vores samarbejde i år. Og blot begyndelsen. Visionen rækker endnu længere. Det bankende hjerte for at gøre en forskel for børn SAMMEN vil mere. Derfor fortsætter samarbejdet naturligvis også. Det bliver godt. For vi kan gøre endnu mere for endnu flere børn SAMMEN. Og det vil vi! Call me og Red Barnet. Smag lige på det igen!

Det forsøger Kenneth og jeg faktisk at sige lidt om i de reklame-spots, som fra og med mandag d. 5. december vil hærge tv-skærmene. Vi siger dermed også – for nu at låne lidt fra Eglantyne Jebb – at formålet med vores partnerskab måske nok kan synes noget ambitiøst: at fremme trivsel og venskab. Men disse mål er kun urealistiske, hvis vi siger, de er det. De er kun uopnåelige, sålænge vi ikke prøver at nå dem.

Call me og Red Barnet vil kæmpe for at nå disse mål. Ikke for egen skyld. Men for børnenes skyld. Det skylder vi dem.

Tak til alle Jer i Call me for at bidrage til at virkeliggøre visionen om at gøre børns liv tryggere og bedre gennem øget trivsel, fællesskab og venskab. Jeg glæder mig til at fortsætte samarbejdet med Jer alle sammen i det nye år.

Jonas Keiding Lindholm

 

Om forfatteren 
monsterid

Jonas Keiding Lindholm, Generalsekretær Red Barnet

Recognised as a “thinker”​ and a “do’er”​ – as both a thougth leader with a creative and analytical mind, and an operations and team leader achieving results and inspiring others to achieve. A world citizen who have worked, lived, studied and travelled in 80+ countries, including some of the most hostile places on earth. Makes choices and achieves results that make a positive difference in people’s lives.