Menneskehjernen er mere end 120 millioner år gammel. I 117-118 millioner år blev de mest primitive dele optimeret. Først de sidste 2-3 millioner år, er de mere avancerede menneskelige dele kommet til.
Når vi bliver pressede på jobbet og vrisser af kollegaen er det blandt andet fordi de ældste hjernestrukturer  – dem vi deler med krybdyrene – tager over.

Når det løber af med dig, når du ”mister toppakningen”, når du får vrisset af kollegaen eller vendt øjne af chefen, så kan det være et udtryk for det moderne menneskes helt fundamentale problem: Vi lever i en verden med eksponentiel udvikling og vækst, men vi er samtidig udstyret med en gammel, analog hjerne. En hjerne, hvis primære opgave er at sikre overlevelse.

Det har på mange måder aldrig været lettere at være menneske end netop nu. Men samtidig har vi sjældent oplevet så meget stress, pres, brok og mistrivsel i arbejdslivet som netop nu. Hvorfor det er sådan, kan bedst illustreres med en hurtig tur ind i hjernens kontrolcenter.

 Hjernens kontrolcenter: De følelsesregulerende systemer

Hjerner er kompliceret stof og i fremstillingen og forståelsen af hjernen, er man oftest nødt til at indgå kompromisser og lave en række forsimplinger. Det gør vi også her, når vi beskriver hjernens kontrolcenter som bestående af tre følelsesregulerende systemer.

Trusselssystemet er designet med det ene formål at sørge for, at de trusler, vi uundgåeligt møder, ikke tager livet af os og dermed gør os evolutionært overflødige. Systemet aktiverer stærke negative følelser som vrede, angst og væmmelse. Det er det stærkeste af de tre følelsesregulerende systemer. I praksis reguleres systemet af adrenalin, noradrenalin og kortisol.

Motivationssystemet guider, motiverer og opmuntrer dyr og mennesker til at ønske, forfølge og skaffe. Systemet sørger for, at vi er på udkig efter muligheder, at vi er på stikkerne efter chancer, presser grænser og flytter os. Systemet aktiverer positive følelser som glæde og begejstring til at stimulere en adfærd, hvor vi sætter lidt tempo på og tager chancer. Systemet reguleres primært af dopamin.

Det beroligende system handler om kontakt og tilknytning mellem mennesker, og det er helt nødvendigt for vores overlevelse. Vi er sociale dyr, der er afhængige af vores flok, og vores børn er fuldstændig afhænge af at modtage omsorg og beskyttelse fra os. Når det grønne system er aktiveret, kan vi finde ro, tryghed og tilfredshed for en stund. Det centrale hormon i dette system er oxytocin.

Der er ikke er gode eller dårlige systemer i hjernen. Vi har brug for dem alle. De har hver sit formål, og egner sig til hver sin tid. Så længe der er balance, trives menneskehjernen, og så trives vi. Og det er her, det moderne arbejdslivs store udfordring opstår.

En udfordret konstruktion

Hvis vi kigger på det moderne liv – både i privaten og på arbejdsmarkedet – udfordres denne gamle konstruktion.

Forandringer, effektivisering, målstyring, jonglering af børn og arbejde, kvalitetskontrol, både af os selv og vores børn, skaber utryghed, der går direkte i trusselsystemet. Det gør, at trusselssystemet, der er designet til at sikre overlevelse, overaktiveres.

Samtidig møder vi hele tiden optimeringskrav, udviklingsmål, KPI’er, bonusordninger og konkurrencer. Den teknologiske udvikling giver os mulighed for konstant at være på og tilgængelige. Vores motivationssystem er tændt. Vi er klar til at komme videre, videre og videre.

Det er i og for sig helt ok, hvis ikke det var fordi, at vi har glemt at skabe plads til at stoppe op, finde ro og være tilfreds med tingenes tilstand, med os selv, hinanden og vores resultater. Det betyder altså, at det beroligende system understimuleres.

Når trusselssystemet er på overarbejde, og vores beroligende system bliver glemt, glemmer vi ofte os selv og andre, og det er her, vi begynder at snakke mindre pænt til kollegaen, stresse unødigt over opgaver – og vi glemmer at hjælpe hinanden.

Den ro og tilfredshed, der er forbundet med det beroligende system, har afgørende betydning for vores evne til at holde vores gamle driftsstyrede hjerne i ave, koble den nye rationelle menneskehjerne til og give os mulighed for mere nuancerede tanker og overvejelser. Når vi omvendt skaber ubalance i menneskehjernen, tager den gamle hjerne magten. Når det sker, bliver vi styret af primitive motiver som egoisme, kamplyst og hævn på bekostning af omtanke, refleksion og fællesskab. Det er der sjældent meget innovation og genialitet forbundet med.

 Kodeordet er balance – og compassion

Lad os med det samme slå fast, at det ikke er en løsning at sætte udviklingen i stå eller bare ukritisk skrue ned for blusset. Det handler ikke om ikke at gøre noget. Det er en dårlig evolutionsstrategi. Det er ikke menneskeligt.

Det handler om at handle. At handle med udgangspunkt i og under hensyntagen til de helt grundlæggende menneskelige præmisser, som evolutionen har belønnet os med gennem millioner af år uden at vende teknologi og fremtiden ryggen.

Vi er ikke naive. Det er en præmis i det moderne arbejdsliv, at den gamle menneskehjerne udfordres. Målet i det moderne arbejdsliv må derfor være at anvende en mere bæredygtig tilgang til performance og resultatskabelse. En tilgang baseret på den stærkeste ressource, vi har: Menneskehjernen.

Derfor skal vi i vores organisation, kommunikation, ledertræning og medarbejderudvikling give plads til det, der aktiverer og stimulerer det beroligende system. Hvis vi giver plads til både os selv og hinanden, til vores reaktioner og relationer, til tryghed og tilfredshed, så genskaber vi balancen.

Hvis vi har hinandens trivsel på sinde, hvis vi er opmærksomme på hinandens lidelse, og hvis vi oprigtigt ønsker at forebygge og lindre, så giver vi samtidig hinandens hjerner bedre arbejdsbetingelser. Så udviser vi compassion.

Det lette sted at starte

Tænk hvis vi alle, på sådan en helt almindelig arbejdsdag havde de følelsesregulerende systemer og compassion i baghovedet. Tænk hvis vi gjorde os overvejelser som:

1: Taler de ord, jeg anvender i min e-mail til rådgiveren ind i hans blå eller grønne system…og er det det jeg ønsker?

2: Er det tempo jeg bevæger mig i fra det ene møde til det andet med til at koble min menneskerhjerne – eller min krybdyrhjerne til?

3: Hvad gør min entré i rummet for de andre mødedeltageres røde system? Eller blå?
Hvad med min stemmeføring, mit blik, mit kropssprog….

4: Hvilket ”system” er den person jeg sidder overfor tilstede i nu? Hvad betyder det for den måde jeg skal agere og tale på?

Vi siger ikke at stress, pres og mistrivsel ville være fjernet fra det ene øjeblik til det andet. Men vi siger at vi ville give de nyere menneskelige dele af hjernen bedre arbejdsbetingelser. Vi ville koble komodovaranen fra og kollegaen til. Og så taler vi alt andet lige også pænere til hinanden.

Læse mere om helt konkret tiltag for at give hjernen bedre arbejdsbetingelser  – og tale ordentligt – i vores tredje og sidste klumme.

 

Af Henrik Tingleff og Vibeke Lunding-Gregersen


OM FORFATTERNE

Henrik Tingleff og Vibeke Lunding-Gregersen er begge autoriserede psykologer og partnere i deres fælles virksomhed Mindwork ApS. Begge er efterspurgte undervisere og foredragsholdere, ligesom de deltager i internationalt udviklings- og forskningssamarbejde og har afholdt faglige præsentationer ved kongresser i hele verden.

Henrik Tingleff og Vibeke Lunding-Gregersen har arbejdet tæt sammen i snart 10 år. I Mindwork arbejder de med lederudvikling, trivsel og forebyggelse i både offentlige og private organisationer. Siden 2014 har compassion-baserede tilgange i højere og højere grad fået indflydelse på deres virke, og tilgangene er i dag det bærende element i arbejdet med både individer, grupper og organisationer.

De udgav i januar bogen ”Hjernen på overarbejde – derfor er compssion vores vej til et bæredygtigt liv og samfund”. Læse mere om bogen her. https://mindwork.dk/foredrag-og-boger/hjernen-pa-overarbejde/

Om forfatteren 
monsterid

Gæsteblogger

Vi inviterer løbende spændende gæstebloggere ind for at dele ud af deres erfaringer indenfor alt, hvad der omhandler trivsel og god tone. Lige fra, hvordan man tager den svære samtale om døden og støtter en person, som har mistet – til hvordan du bedst hjælper dit barn, hvis det oplever mobning.