“Mobning opstår blandt grupper af mennesker, som mangler noget positivt at være fælles om” – Naja Kinch Sohn

Blogindlæg Af Naja Kinch Sohn, antimobbekonsulent i Red Barnet

Når jeg sender min søn i skole, håber jeg, at han får en god dag – med plads til nysgerrighed, opfindsomhed og sjov med sine venner.

Desværre oplever alt for mange børn at være alene i frikvartererne, at blive skubbet til, truet og nedgjort eller at blive isoleret fra fællesskabet på sociale medier. De seneste tal fra trivselsmålingen viser, at hvert femte barn i 4.-9. klasse er blevet mobbet på et tidspunkt i løbet af det seneste år. Det er et skræmmende højt tal!

I Red Barnet er vi meget optagede af, hvordan vi kan få det tal ned. For at kunne bekæmpe mobning må vi forstå, hvorfor mobning overhovedet eksisterer.

Da jeg var barn, fik jeg at vide, at dem, der mobbede, sikkert havde det skidt derhjemme. I skolen fik vi at vide, at vi bare skulle ignorere dem, der sagde tarvelige ting. For så ville de stoppe. Jeg fik en forståelse af, at mobning handlede om nogle børn, der ikke kunne håndtere deres vrede eller ked-af-det-hed og derfor slog fra sig. At de populære brugte de mindre populære børn i klassen til at få dem selv til at se godt ud. Men der har altid været noget, der har næret mig. For de samme klassekammerater, som mobbede, var også enormt søde og omsorgsfulde i andre sammenhænge. Så hvad var på spil?

I Red Barnet ved vi, at mobning ikke skyldes særlige karaktertræk ved et barn. Der er en lang række faktorer, der spiller ind. Det gennemgående er, at mobning opstår blandt grupper af mennesker, som mangler noget positivt at være fælles om. Det ligger helt grundlæggende i os som mennesker, at vi gerne vil høre til i et fællesskab.

Som barn vil det typisk være det klassefællesskab eller fællesskaberne på sociale medier og til fritidsaktiviteter. Hvis vi bliver truet på vores plads i et fællesskab, så bliver vi utrygge. Vi bliver bange for ikke at høre til. Og en af de letteste måder at sikre sig en plads i et fællesskab på er ved at skabe en fælles fjende. Mobning bliver altså en slags overlevelsesmekanisme i de utrygge fællesskaber.

De børn, der er bannerførere i mobning, er altså ikke onde børn, men børn, der prøver at finde en plads i et utrygt fællesskab. Det ”smarte” ved at være bannerfører er, at man kan sætte dagsordenen og sørge for, at det ikke er en selv, der bliver ramt. Andre børn vælger andre strategier og holder sig fx for sig selv. Så kan det jo være, at der ikke er nogen, der opdager dem. Og så kan man jo ikke blive mobbet.

Jeg er stødt på mange skoler, der håndterer mobning ved at tage alvorlige samtaler med dem, der står bag mobningen, og deres forældre. Og jeg har talt med mange forældre, som oplever, at der ikke bliver gjort noget, når deres børn bliver mobbet. Samarbejdet mellem forældre og skole er vanskeligt, fordi der – med rette – er to forskellige perspektiver. Skolen har fokus på den samlede børnegruppe, og som forældre vil vi gøre alt for at beskytte vores eget barn.

Når min søn kommer hjem fra skole og fortæller, at nogle har holdt ham uden for eller sparket ham, er min første indskydelse at finde dem, der har gjort det, og få dem sat på plads, så de stopper med det lige med det samme. Jeg bliver vred på min søns klassekammerater og får lyst til at beskytte ham. Jeg kan genkende denne følelse hos de forældre, jeg taler med. Jeg bliver ofte spurgt: Kan det være rigtigt, at det barn får lov til at gå i klassen, når hun mobber mit barn? Det er et forståeligt spørgsmål, som jeg i den grad kan relatere til.

Svaret er: Ja. For det har ikke haft god nok effekt, når skoler i mange år har sat ind over for de enkelte børn i en mobbesituation. Mobning stopper ikke ved, at den, der fører an i mobningen, bliver smidt ud af klassen. For klassen vil stadig have et utrygt fællesskab. Og inden længe vil et nyt barn indtage positionen for at sikre sin overlevelse.

Men hvordan stopper man så mobningen? Her har underviserne en helt central rolle. Mobning forebygges og stoppes nemlig ved at finde det særlige, som klassen kan blive fælles om. Det kan være, at der er mange fodboldentusiaster eller gamere eller fjollehoveder. Eller også er det fælles, at de er verdens bedste 4.b., der hjælper hinanden – både i matematik og i frikvartererne.

Hvor efterlader det os som forældre?

Vores vigtige opgave er at støtte vores eget barn OG bakke op om skolens arbejde. Det tager lang tid at opbygge et fællesskab dér, hvor det først er gået skævt. Det kræver opfølgning og pleje. Så som forældre skal vi ruste os med tålmodighed.

Her er lidt gode råd:

1. Vær en god rollemodel, der taler respektfuldt om andre mennesker – både på sociale medier og ved middagsbordet.

2. Dyrk de gode (klasse)kammeratskaber i stedet for bedste-venskaber. Det bliver meget sårbart kun at have én eller få venner. Så støt dit barn i at lave aftaler med forskellige børn fra klassen.

3.  Bak op om klassens fællesskab ved at spørge ind til dit barns klassekammerater, og deltag i klassens fælles arrangementer.

Hvis du skulle være så uheldig, at dit barn bliver mobbet, kan du gøre følgende:

1. Kontakt dit barns lærer eller pædagog.

2. Undgå kampe om skyld mellem forældre eller dig selv og skolen. Se i stedet fremad. Hvad er det, dit barn gerne vil?

3. Snak med skolen om, hvilken plan der passer bedst til situationen. Måske er der behov for, at dit barn får noget ekstra beskyttelse eller hjælp til at styrke sine sociale kompetencer, mens der også bliver arbejdet med klassens fællesskab.

Som forældre kan vi ikke stoppe mobning alene. Vi har brug for et stærkt samarbejde med skolen. Men hvis vi alle følger disse råd, vil både jeg og mange andre forældre trygt kunne sende vores børn i skole.

 

Om forfatteren 
monsterid

Gæsteblogger

Vi inviterer løbende spændende gæstebloggere ind for at dele ud af deres erfaringer indenfor alt, hvad der omhandler trivsel og god tone. Lige fra, hvordan man tager den svære samtale om døden og støtter en person, som har mistet – til hvordan du bedst hjælper dit barn, hvis det oplever mobning.