Hverdagen er hektisk. Og kompleks. Meget mere kompleks end menneskehjernen er designet til at håndtere. Når den gamle analoge menneskehjerne skal håndtere en moderne digital hverdag sendes den på overarbejde og blandt mange uheldige følger er brok, kritik, suk og anden uordentlig tale.

I vores tredje og sidste klumme giver vi her to konkrete bud, der sikrer hjernen bedre arbejdsbetingelser – og hjælper på overskuddet til at tale ordentligt!

Lave gode sceneskift

Mange af os lever en kompleks hverdag med mange skift: Embedsmanden kan gå direkte fra ét møde, hvor han skal levere og performe overfor en gruppe, til det næste møde, hvor han skal tænke og udvikle med en enkelt kollega. SOSU-assistenten skal måske direkte efter en stresset køretur gennem myldretidstrafik besøge en borger, der har brug for nærvær, omsorg og pleje. Og så er der sceneskiftet, når man 45 minutter efter at have forladt dagens sidste møde står hjemme i køkkenet og skal være opmærksom og nærværende, mens partneren fortæller om dagens udfordringer, eller børnene skal have hjælp til blækregningen.

Det er yderst komplicerede opgaver for menneskehjernen. Det er opgaver, der kalder på vidt forskellige neurale aktiviteter. Ikke mindst i de følelsesregulerende systemer (se forrige klumme).

Heldigvis er det det er ikke videre kompliceret at hjælpe din hjerne til mere hensigtsmæssige sceneskift. Hvordan du gør det, er i høj grad op til dig selv, men grundprincippet er:

Sæt tempoet ned. Gå bevidst langsomt ned ad gangen, stig langsomt ud af bilen eller sæt dig roligt ved det bord, du nu skal være ved.

Træk vejret roligt. Hvis du har et par minutter, så overvej, om du skal lave – ikke en egentlig vejrtrækningsøvelse – men bare 3-4 dybe åndedrag, som vil aktivere dit beroligende system.

Skift fokus og saml din opmærksomhed. Træf et bevidst valg om, hvad der nu kræver dit fokus, og hvad det nu, er du skal. Sig det gerne højt for dig selv inde i hovedet.

Korriger venligt dig selv. Når din opmærksomhed uundgåeligt vandrer, så flyt den blidt og venligt tilbage til det, du nu har besluttet dig at fokusere på. Bliv ved. Om det er 1, 10 eller 100 gange er helt ligegyldigt.

Fordelen ved bevidste sceneskift er, at du hjælper dig selv med at være mere til stede, mere nærværende og ikke mindst mere opmærksom. På den måde skaber du det bedste fundament for at kunne udvise compassion (se første klumme). Både overfor dig selv og overfor andre. Både i tale og i handling.

Hold gode pauser

Vi er dårlige til at holde pauser. En tredjedel af ansatte danskere holder ikke pause udover frokostpausen i løbet af en almindelig arbejdsdag, viser f.eks. en undersøgelse fra 2011, som analysebureauet Wilke foretog for Avisen.dk[i]. En anden undersøgelse, foretaget af Fagforeningen FOA i 2014, viste ligeledes, at en tredjedel var blevet afbrudt af arbejde i alle deres seneste fem frokostpauser[ii].

Pauser er vigtige. Både for dig og din hjerne. Ligesom kroppen har brug for en pause efter fysisk krævende arbejde, har hjernen også brug for pauser fra dens arbejde. Når hjernens energiniveau (det måles i blodsukker) er lavt, nedsættes produktionen af neurotransmittere i hjernen, og koncentrationen svækkes. Det samme sker for evnen til analyse og rationel tænkning. I praksis sker dette, fordi hjernen prioriterer overlevelse over alt andet og derfor i træt tilstand er mere interesseret i at afsætte energi til muskelarbejde, der kan skaffe ny føde – sukker – end tankearbejde, der intet har med overlevelse at gøre. Det er derfor, du får lyst og trang til sukker og hurtige kulhydrater, når du er presset. Og derfor er du ikke interesseret i andres ve og vel, andre gode historier, eller andre udfordringer. DU skal overleve! DU skal have sukker NU! Og så er det du vrisser som en anden løvinde!

Heldigvis er problematikken til at løse. Det handler om nye gode pauservaner.
Se din pause som en investering i din egen og din hjernes trivsel – og i den omgang med andre.. Det er en vigtig del af compassion (se vores første klumme). Bonus er, at det udover at øge både din balance og dit velbefindende også optimerer dine muligheder for performance. Du er en bedre og mere rationel medarbejder, når du holder pauser.

Hvordan du holder dine pauser er i høj grad afhængigt af, hvad der passer dig bedst. Næsten alt er muligt, så længe du holder dig fra smartphonen, computeren og andre former for gadgets, der sender din hjerne på overarbejde. Har du brug for inspiration, kan du måske hente det i vores fem pausetips:

1: Brug ventetiden

Brug tiden, når du venter på printeren, elevatoren eller grønt lys på at tage et par dybe indåndinger dybt ned i maven.

2: Stop op

Stop op, når du er færdig med en opgave. På den måde får du nemmere ved at huske de faglige detaljer, og du får ny energi til den næste opgave.

3: Bevæg dig

Det er godt for både krop og sind, hvis du bevæger dig i dine pauser. Lav en øvelse, du godt kan lide, eller brug toilettet eller printeren længst væk fra dit skrivebord. Og tag selvfølgelig altid trappen.

4: Dagdrøm

Tillad dig selv at fokusere dine sanser og falde i staver over noget, der gør dig glad.

5: Hent vand eller små snacks

Hav ikke vand eller snacks stående på bordet. På den måde tvinger du dig selv til at rejse dig og lave noget andet, når tørsten eller sulten melder sig. Det, at du mærker sult eller tørst, er jo hjernens signal om at blodsukkeret – energien – er lav.

Essensen er simpel: Du giver din hjerne og dermed dig selv de bedst mulige arbejdsbetingelser. Du investerer i det, der er noget af det vigtigste for at overleve i det moderne (arbejds)liv; at koble hjernens avancerede funktioner til og at holde de mest basale overlevelsessystemer i ave – og dermed også tale som en god kollega – og ikke en komodovaran – til både dig selv og andre.

[i] http://politiken.dk/oekonomi/art5014409/Danskerne-har-ikke-tid-til-at-holde-pauser
[ii] https://www.dr.dk/ligetil/indland/hver-tredje-holder-ingen-pause-paa-job

 

Af Henrik Tingleff og Vibeke Lunding-Gregersen


OM FORFATTERNE

Henrik Tingleff og Vibeke Lunding-Gregersen er begge autoriserede psykologer og partnere i deres fælles virksomhed Mindwork ApS. Begge er efterspurgte undervisere og foredragsholdere, ligesom de deltager i internationalt udviklings- og forskningssamarbejde og har afholdt faglige præsentationer ved kongresser i hele verden.

Henrik Tingleff og Vibeke Lunding-Gregersen har arbejdet tæt sammen i snart 10 år. I Mindwork arbejder de med lederudvikling, trivsel og forebyggelse i både offentlige og private organisationer. Siden 2014 har compassion-baserede tilgange i højere og højere grad fået indflydelse på deres virke, og tilgangene er i dag det bærende element i arbejdet med både individer, grupper og organisationer.

De udgav i januar bogen ”Hjernen på overarbejde – derfor er compssion vores vej til et bæredygtigt liv og samfund”. Læse mere om bogen her. https://mindwork.dk/foredrag-og-boger/hjernen-pa-overarbejde/

Om forfatteren 
monsterid

Gæsteblogger

Vi inviterer løbende spændende gæstebloggere ind for at dele ud af deres erfaringer indenfor alt, hvad der omhandler trivsel og god tone. Lige fra, hvordan man tager den svære samtale om døden og støtter en person, som har mistet – til hvordan du bedst hjælper dit barn, hvis det oplever mobning.